I forbindelse med årets sommerfest kunne Rosenholm Tamburkorps fejre en ægte jubilar. For 25 år siden startede orkesteret i Hornslet, og i lige så lang tid har Lisbeth Dam været en del af Rosenholm Tamburkorps.

Lisbeth Dam modtog, som den første, foreningens 25 års nål. Hun fortæller om den første optræden med orkesteret: “Da jeg spillede mit første arrangement for snart 25år siden, iført hvide t-shirts, cowboyshorts og 3 forskellige spejdertørklæder var det ikke lige her, jeg regnede med, at det skulle føre mig hen. Vores første arrangement var i Hornslet og vi marcherede fra skolen og til Kombi – og majoren glemte at dreje, fordi han ikke var kendt i byen. Vi er blevet en smule mere prof siden dengang – men vi har det stadig lige sjovt.”

Igennem de sidste 25 år har orkesteret udviklet sig meget – og nogle gange i forskellige retninger:
“Der er løbet meget vand i åen, som man siger, gennem de sidste 25 år. Der har været mange forskellige mennesker, med mange forskellige ideologier og meninger om, hvordan tingene skal styres. Der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt at >>nej nu må det være nok med det der orkester, jeg skal prøve noget andet<>kunne jeg jo nok godt liige…<< Og så vupti, så var jeg jo i gang igen.”

Lisbeth beretter om nogle af de værdier, hun har taget med sig igennem tiden i Rosenholm Tamburkorps: “Det som har været den røde tråd i korpset i alle de 25 år er, at der er en plads til alle, og alle har en værdi. Hvis man lige er startet og ikke kan spille ret meget, så kan man smile Og det er næsten lige så vigtigt. Jeg synes at det er imponerende, at en så aldersmæssigt blandet flok, kan have et så godt både musisk og socialt fællesskab. Jeg er nu officielt kommet med i klubben >>de gamle røvhuller<< – det er for dem, der har spillet i 25 år eller mere – og vi er faktisk nogle stykker i den klub, det er sgu da lidt sejt.”

Et stort tillykke med jubilæet til Lisbeth Dam skal lyde fra hele Rosenholm Tamburkorps.